|
|||||||||||||||||||||||||||
Kriminalisering af lovlige aktiviteter?
Åbent brev til Kulturministeren:
Kære Brian Mikkelsen
Efter gennemlæsning af dit lovforslag nummer L19 - Lov om
ændring af ophavsretsloven (Gennemførelse af
infosoc-direktivet, nye aftalelicenser m.v.) - er vi nået
til den konklusion, at lovforslaget kriminaliserer den
afspilning af DVD-film som mange af vores medlemmer i
øjeblikket foretager under Open Source-styresystemet Linux,
samt kriminaliserer brugen af Danmarks Radios
netradio-tjeneste under Linux.
Vi vil gerne bede dig om at enten bekræfte en sådan brug af
Linux til afspilning af lovligt indkøbte DVD-film vil være
kriminel ifølge lovforslaget eller offentligt gøre det klart
at en sådan aktivitet ikke vil være kriminel eller ulovlig.
Afspilning af DVD under Linux vil som vi forstår det være i
modstrid med §75c, da det kræver en "omgåelse af effektive
tekniske foranstaltninger" at kunne afspille DVD under
Linux.
Vi vil også bede dig be- eller afkræfte, at brug af Danmarks
Radios netradio-tjeneste vil være lovlig med Linux, da brug
af Danmarks Radios netradio-tjeneste med Linux kræver en
"omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger". Dette
skyldes, at Danmarks Radio har valgt at basere sin
netradio-tjeneste på et leverandørejet format, der ikke kan
afspilles under Linux uden at bryde §75c.
Vi ser med stor alvor på det foreliggende oplæg til lov, og vil meget
gerne bede om at kunne forklare vores syn på loven. Vi mener
lovforslaget vil have en række dårlige effekter for almindelige borgere
i vores samfund.
Med venlig hilsen
Skåne Sjælland Linux User Group
Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) er en
linux-brugergruppe med over 6.000 medlemmer. SSLUG's formål
er at udbrede kendskabet til og brugen af det frie
styresystem Linux. Linux er i dag et af verdens hurtigst
voksende styresystemer. SSLUG's hjemmeside kan findes på:
http://www.sslug.dk/
Kontakt:
Gitte Wange, 29 72 79 72, sslug@sslug
(bestyrelsesmedlem og pressechef)
|
||||||||||||||
|
||||||||||||||