Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Förstasida   Anmälning   Postarkiv   Sitemap   Kalender   Sök
 

Spam filtrering på SSLUG's mailing lister

Vi vil helst undgå at SSLUG's mailing lister misbruges til at udsende "spam", d.v.s. reklamer som intet har med SSLUG at gøre.

Derfor går alle beskeder til SSLUG's lister (sslug-teknik@sslug.dk, sslug-misc@sslug.dk o.s.v.) gennem et filter, som kontrollerer at afsenderen af en besked til listen selv er abonnent på mindst een af SSLUG's mailing lister.

Man behøver ikke at være abonnent på den liste, man sender sin besked til - blot man abonnerer på sslug-announce listen er det tilstrækkeligt.

Dette fungerer normalt uden de store problemer, men det kan ske at din besked til listen bliver afvist med en besked om at du skal være tilmeldt listen for at kunne sende beskeder til den. I så fald skal du kontrollere hvilken e-mail adresse du brugte da du sendte beskeden - den skal være den samme, som den du er tilmeldt til SSLUG med.

Generel spam filtrering på SSLUG serveren: ORDB og SBL

SSLUG anvender spamfiltrene ORDB (Open Relay DataBase) og SBL (Spamhaus Block List).

Begge disse lister indeholder IP-adresser på servere, hvorfra der er modtaget spam.

ORDB er specifikt servere, der ved en regulær test har vist sig at være åbne for "relaying", d.v.s. at spammere kan misbruge disse servere til at udsende spam. Se www.ordb.org.

SBL sigter lidt bredere. Ud over IP-adresser på servere, der bevisligt misbruges til at udsende spam, inkluderer SBL også større områder af IP-adresser tildelt Internet-udbydere, som er villige til at have spam-firmaer som kunder. Du kan derfor risikere at blive blacklistet i SBL selv om du ikke har gjort noget forkert - ud over at have valgt en dårlig Internet-udbyder. Se http://www.spamhaus.org/sbl/


Hvis du sender fra en email server, som er i ORDB eller SBL, vil SSLUG serveren ikke modtage din email.

Det vil sige at du ikke kan skrive til SSLUGs lister, men heller ikke til admin@sslug.dk, eller de private email adresser, der ender på sslug.dk.

Du må kontakte din server administrator/Internet udbyder og få dem til at lukke for spam og komme ud af ORDB/SBL. Hvis du har problemer med SBL og alligevel gerne vil kunne sende mail til SSLUG, så kontakt admin-gruppen via vores web-interface. Der skal dog gode grunde til at overtale os til at fravige vores spam-politik, så det er sandsynligt at du blot vil blive henvist til at bruge SSLUG's news-server news.sslug.dk hvis du vil sende indlæg til vores postlister.

Specielt for brugere af news-serveren, news.sslug.dk

Hvis du læser sslug-listerne via news-serveren gælder reglen om tilmelding stadigvæk - du kan ikke poste en besked til nyhedsgruppen, uden at du er tilmeldt sslug-announce listen. Du kan tilmelde dig på vores tilmeldings-side.

Hvis du er tilmeldt, men alligevel ikke kan sende beskeder

Kig på den besked, du får retur. Efter beskeden om at du blev afvist, kommer der en kopi af den mail du sendte til SSLUG listen. Her skal du kigge efter en linie, der begynder med "Return-Path: " - det er den e-mail adresse, der fungerede som afsender af din besked. Det er den mail-adresse, som skal være tilmeldt SSLUG. Hvis den er forkert, så må du kontrollere hvordan din mail software er konfigureret - det er den, der bestemmer din afsender adresse.

Hvis du stadig ikke kan finde ud af, hvorfor dine beskeder til listen bliver afvist, så kontakt os på adressen admin@sslug.dk (eller via webmail).
Du må meget gerne medsende en kopi af den besked du modtog om, at du er blevet afvist, og også fortælle hvilken e-mail adresse du mener at du har tilmeldt til SSLUG.

 
Förstasida   Anmälning   Postarkiv   Sitemap   Kalender   Sök

 
 
Fel och synpunkter angående webb-sidorna skickas till <www_admin>. Senaste ändring Sunday, 07-Mar-2004 21:27:24 CET .
 
Denne side vedligeholdes af Henrik Størner (<storner@sslug.dk>)